Af Tessa Stricker
Kultur og religion præger i høj grad opfattelsen af både køn og seksualitet. I Danmark skal vi ikke længere tilbage end til 1960’erne for at opleve kvinder, som blev sendt til Sprogø for at være ”seksuelt løsslupne” og ”moralsk defekte”. Historisk set har kvindens seksualitet tilhørt manden i det patriarkalske samfund, og sex foregik udelukkende i de ægteskabelige rammer. At manden måtte tage på bordel, ansås som et nødvendigt onde, for at tilfredsstille de lyster, som konen ikke formåede. Den feminine seksualitet har altså ikke haft nemme kår op gennem historien, og den er blevet opfattet som både farlig og ustyrlig. Der er blevet kæmpet for bare dét at have en seksualitet som kvinde; så måske er det ikke så mærkeligt, at det kan føles ekstra skamfuldt tilmed at have en seksualitet, som bryder med normen. Heldigvis er der sket meget siden da, men en kulturændring sker over lang tid.
Om at bryde med den monogame livsopfattelse
Jeg synes det er svært at formulere de her ting, som jeg gerne vil formulere; særligt fordi det deler vandene. Jeg er ikke ude på at fremhæve noget som værende mere sandt end andet; hvis jeg er ude på noget, er det nærmere, at jeg gerne vil være med til at nedbryde forestillingen om, at den monogame livsopfattelse er den mest sande tilgang. For som jeg ser det, er den bare én ud af mange måder at være i et forhold på, selvom jeg personligt oplever, at den monogame livsopfattelse bliver ophøjet som noget mere fint og rigtigt i forhold til andre opfattelser. Jeg vil forsøge at kaste mig ud i det her emne, med udgangspunkt i min helt egen subjektive oplevelse, og måske er der nogen, der læser med, som kan spejle sig en lille smule i nogle af de ting, jeg skriver.
Jeg har nok altid været klar over, at jeg ikke passede ind i den traditionelle monogame livsopfattelse. På trods af dét, var jeg i et monogamt forhold i otte år. Det er svært at være i et forhold, hvor man elsker sin partner, men hvor man samtidig også ved, at man kun kan være sammen, hvis man lægger låg på sig selv; også selvom ens krop skriger, at det føles helt forkert. For nogle er tanken om ”kun” at have sex med sin partner resten af livet en romantisk tanke. For andre føles det som et fængsel.
I skrivende stund har jeg ikke nogen primær partner, og heller ikke noget ønske om at have det; men de gange jeg har været i et parforhold, har jeg aldrig brudt mig om tanken om, at min partner var den eneste jeg skulle være sammen med seksuelt. Jeg har heller aldrig brudt mig om tanken om, at jeg skulle være den eneste sexpartner for min partner. Jeg har følt det som klaustrofobisk og som et ret stort ansvar. Hvis min partner havde lyst til noget, jeg ikke havde lyst til, skulle jeg så gå på kompromis med min lyst for at opfylde deres og omvendt? Eller skulle vi bare glemme den lyst, nu hvor den ikke var gengældt mellem os? Hvad nu hvis jeg i en periode ikke havde lyst til sex. Skulle jeg så være skyld i, at min partner heller ikke skulle have sex? Fordi jeg havde taget patent på en bold, jeg ikke gad spille med? Jeg har svært ved at forstå hvorfor sex er sådan en ophøjet ting, som for mange kun foregår med deres primære partner; men hvor de inderste tanker og følelser godt må deles med hvem som helst. For mig giver det ikke mening. Det er selvfølgelig mere nuanceret, end jeg gør det til her. Men pointen er bare, at jeg føler mig klemt og ufri ved tanken om monogami; selvom tanken kan være smuk og dejlig for andre.
Fordi vi er så forskellige, skulle vi måske i højere grad være bedre til at snakke om hvilket forhold vi ønsker, når vi indgår i et. Alligevel tror jeg, de færreste sådan ægte snakker om, hvad det skal betyde, når de sætter en titel på forholdet. Hvad ændrer den nye titel? Hvor går grænserne for utroskab for dig?
De fleste jeg har talt med, giver mig ret i, at vi ikke rigtig taler om hvilket slags forhold man skal have, når man bliver kærester. Der er bare sådan en fælles forståelse om, at det selvfølgelig er en monogam relation. Måske på grund af religion og kultur, måske på grund af Disney-film om prinsen og prinsessen og fordi der ikke er andre alternative historier at spejle sig i; der kan være uendelig mange grunde til, at vi ikke tager snakken. Men kunne det ikke være fedt, hvis monogami ikke var en kulturel selvfølge, men et aktivt valg, man havde tænkt over?
Skam og forkerthedsfølelser
Der er ikke én seksualitet eller måde at leve på, som er mere rigtig end en anden (så længe man ikke gør andre fortræd, selvfølgelig), men jeg har i høj grad følt, at min seksualitet har været for sårende, for voldsom og for stor en mundfuld. Jeg har også følt, at jeg var for sær og for mærkelig, og jeg har haft et kæmpe ønske om at kunne matche min partners seksualitet. Jeg har også tænkt, at mine partnere havde de mest rigtige følelser. De ville jo bare gerne være sammen med mig, ligesom i alle kærlighedsfilmene, og de synes tanken om at love sig selv til hinanden var smuk. Jeg følte mig så forkert over ikke at have det på samme måde. Jeg synes, det smukkeste er at sætte hinanden fri. For mig er der intet kærligt i at gøre krav på hinanden seksuelt. Jeg ønsker ikke, at nogen skal gøre krav på mig og min seksualitet, og jeg ønsker ikke at gøre krav på andres. Jeg tænder på folk, der er lystdrevne. Når Rihanna synger: ”want you to make me feel like I’m the only girl in the world”, kan jeg næsten ikke komme I tanke om noget, som ville tænde mig mindre. For mig er det mest på det seksuelle plan, at jeg har brug for frihed. Jeg ser ikke mig selv som værende i stand til at have flere romantiske partnere, men hvem ved, hvad fremtiden bringer. Jeg ser seksualitet som dynamisk, og jeg tænker, at vi alle kan have forskellige behov og lyster forskellige steder i vores liv.
Jeg har skammet mig. Rigtig meget. Over at have det, som jeg har. Og jeg har mærket hvordan jeg i forsøget på at passe ind i den her forestilling om monogami, som den eneste rigtige livsstil, langsomt men sikkert har følt mig som et mindre og mindre seksuelt væsen. Jeg har tænkt, at min seksualitet var alt for meget, og så har jeg pakket den så langt væk, at jeg fik svært ved at mærke den.
At acceptere sin egen seksualitet
Jeg har brugt virkelig lang tid på at genfinde min egen seksualitet, efter jeg i lang tid har skammet mig over den og pakket den væk. Jeg har arbejdet meget med at blive bevidst om, at jeg er helt okay, lige som jeg er, og med alt hvad jeg indebærer; også selvom det bryder med de normative forestillinger.
Jeg har læst og lyttet til Esther Perel, fundet podcasten ”swinger” på Podimo, fulgt folk på instagram, som jeg kan spejle mig i, og det har hjulpet en hel del. Det har været en kæmpe befrielse at bryde med idéen om, at jeg skal passe ned i en kasse, jeg ikke føler mig komfortabel i, men det har ikke været uden svære valg. For nylig forelskede jeg mig for første gang igen efter mit sidste lange forhold, og efter nogle forsøg måtte vi begge erkende, at vi ikke kunne finde en vej sammen, som fungerede for os begge seksuelt. Jeg har måtte erkende, at min seksualitet er en kæmpe del af mig, og at den spiller en kæmpe rolle i forhold til, hvordan jeg har det. Så jeg har valgt mig selv til; og på trods af hjertesorg føles det pissegodt at gøre.
Jeg står ikke sådan et skråsikkert sted, hvor jeg fuldstændig ved, hvad jeg vil og ikke vil, men jeg føler, jeg står et godt sted. Et sted hvor jeg er åben, nysgerrig og selvkærlig. Eller hvor intentionen i det mindste er at være det.
Sidste år skrev jeg et nytårsforsæt på nytårsraketten: ”Bedre sex med mig selv”. I år blev nytårsforsættet: ”Vær barmhjertig med dig selv”; for når jeg har ambitioner om at eje min seksualitet og fuldstændig stå ved mig selv, min krop, mine lyster og behov, står jeg også på skuldrene af en masse kvinder, som er blevet brændt på bålet, stenet eller holdt fanget som straf for at udvise seksuel lyst eller værre: at friste andre. Det er en virkelig tung og voldsom historie, vi har bag os, og jeg er helt overbevist om, at den historie stadig spiller en rolle, og at det kræver opmærksomhed og bevidsthed at komme videre herfra; og det uanset hvilken seksualitet eller hvilket køn, man identificerer sig med.
