Jeg har skammet mig så længe jeg kan huske.
Jeg blev misbrugt som barn, cirka fra jeg var fem til syv år gammel. Det var to forskellige krænkere, begge to betydeligt ældre end mig. Det ligger rigtig dårligt i munden og det giver dig sikkert ondt i maven at læse det.
Jeg lærte alt, alt for tidligt, at min krop ikke var min, at mine grænser ikke skulle respekteres og at mine følelser ikke var vigtige. Jeg har lidt så massivt et svigt igennem min barndom, at jeg ikke var sikker på, at jeg nogensinde ville blive et rigtigt menneske. Et menneske der ikke blev vejet ned af skam, skyld og foragt for sig selv.
Mine forældre fandt ud af hvad der var sket og håndterede det kort sagt ikke ret godt. Jeg fik at vide at det var forkert, men aldrig at jeg var blevet udnyttet af nogle drenge, der vidste bedre. Efterfølgende blev det, som så meget andet der gjorde ondt, tiet ihjel; for hvis man ikke snakker om det, så eksisterer det ikke. Jeg nåede faktisk til et punkt hvor jeg selv var i tvivl om, om det nogensinde var sket, eller om det var noget jeg bildte mig selv ind. Stilheden gjorde intet andet end at fodre den skam, der allerede boede dybt i mig.
Først som voksen begyndte jeg at kunne sige det højt, til de mennesker jeg stolede på. Det var stadig utroligt begrænset, hvor meget jeg snakkede om det, simpelthen fordi jeg ikke vidste hvordan.
Det var ikke mig, der skulle skamme mig
Jeg startede i gruppe terapi hos CSM Øst som 23-årig og begyndte først der, at få et sprog for, hvad der var sket for mig. Det var også først der, jeg blev konfronteret med, hvor længe jeg havde skammet mig over noget, der ikke var min skyld.
Det var ikke mig, der skulle skamme mig; det var mine krænkere. Det var dem, der havde taget noget, der aldrig var deres og noget de ikke bare kunne give mig tilbage igen.
Det var her jeg begyndte at arbejde med skammen og alle de andre følelser jeg havde i forhold til mine overgreb. Hold nu fast, hvor var det bare svært i starten. Delvist fordi jeg i forvejen var super introvert og genert, men så oven i købet skulle snakke med en hel flok mennesker om noget man aldrig havde skulle sætte ord på før.
Jo oftere jeg kom der, jo nemmere blev det og hvis du selv går og overvejer om terapi er noget for dig, synes jeg virkelig du skal give det et skud, man vokser så meget af det skidt.
Hungrede efter at blive elsket
Jeg er før blevet mødt med den antagelse, at hvis jeg blev udsat for seksuelt overgreb som barn, så måtte jeg da have et anspændt forhold til sex i dag, men sandheden er en helt anden.
Jeg startede som teenager, med desperat at forsøge at mærke kærlighed fra andre, ved at have sex med dem. Det var den eneste måde, jeg vidste jeg kunne vinde deres opmærksomhed på, selv hvis det var kortvarigt eller bygget på løgne.
Jeg var generelt altid enormt hurtig til at forelske mig; der skulle ikke ret meget til før mennesker gav mig sommerfugle i maven og jeg var overbevist om at jeg kunne få dem til også at elske mig. For jeg hungrede efter det; at blive elsket. Når jeg så uundgåeligt fik følelser for nogen, ville jeg straks gå til den konklusion, at jeg måtte give dem min krop, for at holde fast i dem.
Jeg var enormt påvirket af porno, the male gaze og patriarkiet, når det kom til sex. Jeg ville bare gerne præstere overbevisende og fyldestgørende; det var vigtigt for mig, at dem jeg havde sex med, havde en god oplevelse, det er det sådan set stadig, men i dag er det lige så vigtigt for mig at jeg også har en god oplevelse og bliver tilfredsstillet.
Jeg havde en fast partner i seks år, som viste mig at det var okay at tage plads i sengen og at sætte ord på mine ønsker. Han gjorde det trygt, hvilket var præcis det jeg havde brug for, da jeg ellers kun havde været vant til skiftende sexpartnere, der ikke kunne være ret meget mere ligeglade med, om jeg synes det vi lavede var fedt. I dag prioriterer jeg min egen nydelse og forventer at mine partnere gør det samme. Jeg nægter at gå på kompromis med mine ønsker og behov, det har jeg simpelthen gjort for længe; og så er sex så meget bedre, når alle er engagerede og kan guide hinanden til den bedste oplevelse.
Jeg nægter at skamme mig
Jeg arbejder stadig på at kunne sætte ord på mine tanker og følelser, ikke kun i forhold til mine seksuelle ønsker, men også sådan helt generelt. Jeg har altid tænkt, at de ting jeg sagde skulle have værdi og skulle måles og vejes så meget før det fik lov til at komme ud af min mund, at jeg til sidst som oftest bare ikke sagde noget.
Skammen fylder overraskende lidt for mig i dag, for jo mere man snakker om det jo mindre fylder det, indtil det til sidst er i en størrelse, der ikke vejer dig ned at skulle bære på.
Jeg brugte så mange år på at hade og skamme mig over den krop, der aldrig havde gjort andet end at holde mig i live. Uanset hvad jeg bød den; om det var at give den til nogen der aldrig fortjente den, eller selvskade i et desperat forsøg på at føle andet end absolut intethed, så tilgav den mig altid.
Min krop har altid gjort sit bedste, og med alt der er blevet kastet i dens retning og alle de ugerninger gjort mod den, er jeg så fucking stolt over stadig at stå her og kunne hylde den krop, der altid har kæmpet for mig, selv når jeg nægtede at kæmpe for den.
Jeg nægter at skamme mig over mig selv og min krop længere. Den fortjener bedre og det gør jeg også.
