Sexolog Sara Andersen svarer på jeres spørgsmål om sex og kærlighed i Klub Venus' Sexbrevkasse.
Jeg er 20 år gammel og havde min første kæreste i 4 måneder, men vi slog op i januar. Jeg rendte rundt og havde ondt i maven hele tiden og jeg følte mig ukomfortabel, da jeg følte jeg gik for meget på kompromis med mig selv i forholdet.
Jeg tror ikke jeg var forelsket og jeg var i tvivl, men ville gerne give det en chance, det kunne jeg bare ikke til sidst og jeg endte med at slå op. Jeg ville så gerne have han havde det godt, at jeg helt frivilligt gjorde alt for ham, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg har fået meget angst efterfølgende, når jeg skal gå på kompromis, altså gøre ting som ikke er 100% fedt for mig, så jeg lærte, at jeg skal holde op med at have hensynssyge og gøre hvad jeg selv har lyst til. Og at jeg skulle være mig selv og sige hvad jeg tænkte. Det er sådan jeg kan være komfortabel i et forhold. Samt at det skal gå langsomt, så jeg kan følge med og ikke føler mig presset ind i noget for tideligt og at det kvæler mine chancer for at få følelse.
Nu har jeg så mødt en fyr her i sidste weekend, vi har set hinanden 4 gange nu. Og jeg har allerede samme følelse igen som da jeg var i mit tideligere forhold. Presset, panikken over svære følelser.. Jeg freaker ud for jeg ved godt, at det nok ville ske igen, at det ville være svært.
Jeg føler den ikke rigtig med ham, men samtidig synes jeg han er sød og jeg vil gerne, hvis det er stille og roligt og det ikke fylder for meget hos mig. Og han er pisse sød og jeg tror han ville være god for mig, jeg forstår ikke hvorfor mine følelser skriger op i stedet for at nyde det. Jeg har endda sagt til ham jeg ser nu, at jeg gerne vil have det gå meget langsomt og han har det på samme måde. Jeg kan slet ikke overskue hvis jeg skal rende rundt og have det så skidt igen som da jeg var i mit tidligere forhold. Især fordi det sandsynligvis altsammen sker inde i mig. Det gør mig ked af det. Jeg er en overtænker med stort O, og jeg lider af angst bl.a. og jeg er kronisk forvirret og har svært ved at forstå mig selv. Jeg håber nok på, at jeg kan få noget afklaring ved at skrive, så jeg håber virkelig I kan hjælpe. Forresten er det mig, som skrev spørgsmålet til Sara "føler kun jeg er noget værd når jeg har sex med nogen eller nogen er interesseret i mig - hva går det ud på". Så ved ikke om den tankegang kan have indflydelse på det her dilemma.
Knus
Sara Andersen, sexolog:
Kære du,
Tusind tak for dit spørgsmål, og for at åbne op omkring de dilemmaer, der foregår inde i dig. Din problematik taler ind i flere temaer, som jeg vil dykke lidt ned i <3
Hvis vi sad overfor hinanden, ville jeg spørge dig, hvornår du først kunne mærke at du fik ondt i maven og blev ukomfortabel med din første kæreste. Derefter ville jeg spørge dig hvordan du reagerede og taklede de følelser. Når jeg læser dit spørgsmål, får jeg indtrykket af, at du undertrykte dem, for ikke at “såre” hans følelser, da de følelser dukkede op hos dig.
Din krop er så fantastisk designet til at give dig signaler, når der er noget som er godt for dig, eller noget som ikke er særlig bæredygtigt for dig. Det kan være store eller små signaler, men det er vigtigt at tage sig tid til at mærke efter. Det at mærke efter, er et enormt brugbart værktøj, når vi skal finde ud af hvad vi skal gøre og hvordan vi skal handle. Ud fra dit spørgsmål virker du meget reflekterende og du kan tydeligt sætte ord på de følelser som rumsterer inde i dig. Men det er som om at der er en frygt for at handle på det, når de dukker op, fordi du ikke ønsker at være til besvær eller pga. en overbevisning om at din værdi vil falde?
Du fortæller mig, at du nu oplever angst. Angst kan være en gave fordi din krop meget tydeligt signalerer, når du skal passe på dig selv. Her er det virkelig vigtigt, at du lytter efter hvad din krop fortæller dig. Mange er tilbøjelige til at lytte mere til deres hoved end kroppen. Men dit hoved vil ofte prøve at rationalisere situationer og det kan fortælle dig 100.000 ting, som hverken giver særlig meget mening eller som modstrider din krop; fordi de som regel ikke arbejder særlig meget sammen, før man lærer dem at samarbejde.
Når krop og hjerne skal lære at samarbejde, er det din krop og DIG som er teamlederen. Hovedet er blevet opdraget af helt andre normer, end hvad der egentlig er naturligt og lystdrevet i mennesket (med lyst mener jeg ikke kun seksuelt, men lyst i alle henseende. Lyst til at slå op, lyst til at finde din egen vej, lyst til chokoladekage, lyst til at græde og så videre). Kvinders hoveder er længe blevet opdraget til at være “pleasere”, hvor jeg virkelig godt kan lide at du bruger ordet “hensynssyge”, da det ofte er det, som det egentlig handler om. Der eksisterer en fortælling om, at hvis kvinden står op for sig selv og nægter at "please” andre, så er hun ikke en “ideel partner/veninde/datter”. Den overbevisning er vi simpelthen nødt til at smide ud i skraldespanden, for den nedbryder og minimerer dig og det du kan.
I og med, at du længe har valgt ikke at handle efter din krops signaler, har du oplevet en form for kontroltab. Derfor går din krop nu i beredskab og siger “åh nej, husk nu hvad der skete sidst”. Du skriver at din krop “skriger”, hvilket er et meget tydeligt billede på, hvad der sker inden i dig. Den har forsøgt at hviske, fortælle og sagt med høj stemme, at du skal passe på dig selv - og nu skriger den i håb om, at du vil lytte og tage den seriøst. Igen; det virker som om, du virkelig har gjort dig nogle gode tanker. Du skriver, at det skal gå langsomt, at du skal være dig selv, sige hvad du tænker, og at det er sådan at du kan være komfortabel i et forhold. Det er jo skide godt! Allerede her har du taget et kæmpe skridt i den rette retning.
Du skriver, at du er kronisk forvirret og har svært ved at forstå dig selv. Men jeg tror faktisk ikke, at du har særlig svært ved at forstå dig selv, for du skriver mange konklusioner omkring dine følelser. Jeg tror, du har svært ved at give dig selv lov til at lytte og handle på dine følelser; fordi at der er en frygt for at være alene. Mange mennesker vil hellere give slip på sig selv, for at tilhøre en anden, i frygt for at være alene. Men det vil altså bare, som regel, resultere i, at man gang på gang kommer i en ond cirkel, hvor du efterlader dig selv og din krop i steder hvor den ikke ønsker at være. Din værdi ligger ikke i, at du er med en anden. Dit selvværd er noget, der kun kan opstå inde fra dig selv (det er derfor det hedder selvværd). Du må gerne have svære og store følelser, det er en del af life. Men med dem følger der vigtige livslektier. Det er især igennem parforholds-brud, at vi lærer meget om os selv.
Når man står i svære situationer, hvor der er svære følelser, skal man stille sig selv spørgsmålet: “Hvad er det jeg skal lære her?” Søg efter svaret inde i dig selv. Når du får de her panikfølelser omkring din nye fyr, så træk vejret og tænk godt over, hvor de følelser kommer fra. Du siger, at du er bange for at det bliver ligesom sidste forhold. Det kunne godt være fordi du endnu ikke har lært din livslektie fra det første brud.
Du skal ikke minimere dig selv, for at passe ind i nogens billede/forventning om dig. For gudindernes skyld, du må ikke ignorere din krops signaler og nedbryde dig selv af frygt for at være alene. Hvis du kan mærke, at der i en relation ikke er plads til dig og dine følelser, og at du er nødt til at gå på kompromis, så er det ikke en relation du behøver at være i.
Din lykke er dit ansvar, og når du først tager roret og vælger aktivt at tage gode beslutninger for dig og din krop… damn babe, så bliver du meget mere autentisk og fabulous! Det er igennem livets udfordringer at vi lærer vores egen sandhed <3
Jeg håber at du har fået svar på nogle af dine tanker. Ellers må du altid skrive igen!
🤍 Sara
