Tekst af Simone. Illustration af Ida Lindbæk.
"Hvilken farve skal vi starte med at male på det hvide lærred?" spurgte han.
"En stor gul stribe" svarede jeg, og fulgte, efter en vejrtrækning, op med ordene; "Den gule stribe skal repræsentere min første orgasme".
Han ligger på ryggen, lukker sine øjne, folder sin hånd om en usynlig malerpensel og laver et usynligt penselstrøg. "Lad os prøve" hvisker han, og tager min krop ind til sin.
Ti minutter forinden havde jeg, for første gang nogensinde, italesat min lyst over for en en partner - Faktisk var det første gang, at jeg på nogen måde satte ord på mine tanker om sex over for ham. Det skete efter, at jeg igen blev mundlam, da jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lyst til. Da jeg i det sidste halve år har gået i terapi i forbindelse med min seksualitet, tænkte jeg, at nu måtte jeg begynde at trodse min mundlam-hed, som mest af alt er bundet til frygt og gamle traumer. Traumer, som har sat sig fast, og gjort, at jeg ofte under sex har kørt på en slags autopilot. Autopiloten har gjort, at jeg har haft svært ved at være til stede som mig selv, og mit primære fokus har været på, hvad min partner kunne lide. Ikke på mig selv. Jeg har derfor slet ikke haft fokus på, hvad mine lyster egentlig har været.
I mit syvogtyvende leveår havde jeg derfor stadig ikke fået en orgasme sammen med en partner. Jeg siger ikke her, at det at opnå en orgasme er den eneste indikator for en sund seksualitet eller at det er det eneste mål med intimitet, men for mig har det været et symbol på, at jeg aldrig har turde at give slip i et seksuelt rum med en anden.
Mit forhold til sex, har tidligere været så præget af skam, traumer og præstationspres, at jeg har haft svært ved at tage imod nydelse og italesætte mine lyster. Da jeg trodsede min mundlam-hed, og italesatte min sårbarhed i forbindelse med sex, kunne jeg mærke, at jeg allerede gav slip på en del bagage. Derudover blev min største frygt vedrørende at blive set som et mindre seksuelt væsen i min partners øjne, grundet min skrøbelighed, gjort til skamme.
Men jeg kan stadig have svært ved at snakke om sex, mine lyster og behov, fordi skammen ligger dybt begravet i mig. Derfor blev min partner og jeg enige om at skabe et imaginært hvidt lærred sammen. Et lærred, hvor vi maler alle fortidens farver over, og starter på en frisk med vores egne farver. Vi skaber et samtalerum, hvor tidligere oplevelser, antagelser og holdninger, skabt blandt andet på baggrund af samfundets normer, viskes væk og vores egne skabes. Vi kamuflerer delvist vores sprog for sex bag en farve på et lærred; fx en gul stribe som symbol på en orgasme. Det gør, at vi nu har fået et fælles sprog for vores sexliv. Et sprog, hvor jeg tør sige, hvilken farve jeg har lyst til at male - eller genskabe - på maleriet. For når sproget er kamufleret bag en farve på et lærred, som jeg forestiller mig i mit hovede, så virker det ikke lige så skræmmende at sige højt.
Indimellem kan jeg stadig gå to skridt tilbage, og derefter kun et halvt skridt frem. Men jeg er på vej til at blive fri af min skam og traumer, og blive bedre til at italesætte mine lyster og behov - hvilket har givet mig et langt bedre sexliv. Og oven i købet også en større portion selvaccept.
… Og sammen har min partner og jeg fået malet den store, flotte, gule stribe på mit hvide lærred <3
