BDSM-guide: 13 gode råd til at komme i gang

Illustration af Ida Lindbæk

Er du til dominans, overgivelse, reb, smerte- og rolleleg, så får du her en BDSM-guide til, hvordan du kommer i gang med at udforske dine kinks på en fræk og sikker måde. 

 

Hvad er BDSM?

BDSM-sex er en overordnet betegnelse for flere forskellige fetishes og kinks. Under BDSM-paraplyen finder du bl.a. legen med at binde eller blive bundet med reb, legen med det psykiske rollespil mellem at dominere og underkaste sig, og du finder legen med at påføre og modtage smerte.

Alle grene af BDSM kan svinge fra helt blid til ekstremt hårdt. Hvor vildt, det skal være, afhænger af, hvad du og din partner er til. Uanset hvilken ende af skalaen I ligger i, så er der rig mulighed for at udøve, udforske og udvide dine kinks og grænser nærmest uendeligt. Men first things first: Her får du en guide til, hvordan du kommer i gang med BDSM-sex.

 

Hvad står BDSM for?

B står for bondage og er legen med reb, hvor du enten lader dig binde af din partner - eller er den, der binder din partner. Det er en leg mellem den dominante, der er i kontrol, og den submissive, der underkaster sig. Bondage kan variere fra at fiksere hænderne med cuffs eller reb, til at binde hele kroppen i avancerede bindeteknikker. Du kan læse mere om bondage og få sextips i vores guide til bondage.

Indenfor bondage findes også den meget æstetiske bondage-teknik ‘shibari’, der er en ældgammel teknik, som oprindeligt blev brugt af samuraier til at fiksere og transportere krigsfanger med. I dag er det en teknik, der bruges af mange i seksuel sammenhæng, men også som en form for meditativ praksis, hvor reb bliver brugt til at fremhæve formerne på kroppen og betragtes som et kunstværk.

 

D står for dominans, hvor der leges med at underkaste sig vs. at være i kontrol. Det er et psykisk rollespil, hvor der en ‘dominant’, som styrer slagets gang og har kontrollen over, hvad der skal ske, og hvad partneren skal gøre/udsættes for. 

Den ‘submissive’ er den, der overgiver sig og underkaster sig den dominante. Det kan spænde fra blid dominans, hvor den submissive har håndjern på under sex, og over til smæk, pisk, ydmygelse og rollelege.

 

S står for sadisme og handler om nydelsen ved at påføre, eller se sin partner blive påført smerte - enten fysisk eller psykisk. Det kan eksempelvis være ved smæk, pisk, nipple klemmer eller mere ekstreme lege med smerte og ydmygelse.

 

M står for masochisme og er det modsatte af sadisme. Er du til masochisme, oplever du nydelse og bliver tændt af at blive påført smerte, ydmygelse og at underkaste dig. Igen kan det, som med alt indenfor BDSM-sex, spænde fra det helt blide til den mere ekstreme form for masochisme. 

 

Uanset hvilke af de fire fetishes, der tiltaler dig mest, handler det om at finde ud af, hvor du og din partner ligger på skalaen - hvilket fører til næste punkt.

 

Hvordan kommer jeg i gang med BDSM?

F står for forventningsafstemning og er ikke et af de fire bogstaver i forkortelsen BDSM. Men F er en vigtig del af legen uanset, hvilken kink du skal udforske med din partner. For selvom det ikke nødvendigvis er sexet, så er den gode snak om forventninger, grænser og ønsker grundlaget for, hvor god og sexet jeres oplevelse bliver.

Selvom I kender hinanden godt, og måske har været sexpartnere i evigheder, så er det altid godt at tage en snak om:

  • Hvilken kink/fetish I vil udforske?
  • Hvem spiller hvilken rolle?
  • Hvad vil I gerne have ud af oplevelsen?
  • Hvad tænder jer?
  • Hvad vil I gerne prøve af?
  • Hvor går jeres grænser?

Sæt god tid af til en snak. Ofte er det en process, der kan tage lang tid, og som I skal snakke om over en længere periode, inden I føler jer klar. Tag det i jeres tempo.

 

I står for inspiration. Uanset om I er helt nye eller rutinerede i BDSM, så kan I altid finde sex-tips og gode sex-ideer ved at se inspirerende film inden for den BDSM-kategori, I ønsker at udforske, læse BDSM-noveller eller søge på online forums for lige præcis jeres kink og fetish.

 

Hvilket udstyr har jeg brug for?

Når I har den gode snak på plads, så kan I tage stilling til næste skridt - hvad vil I gerne bruge til at udforske jeres kink med?

Udstyr til dominans, sadisme og masochisme er ikke nødvendigvis et must. Særligt ikke hvis I starter i den blide ende. Her kan et rollespil (enten fysisk eller psykisk), blide smæk med hånden, niv og klem på nipples eller kostumer til at gøre jeres leg mere realistisk, være nok til en start. Herefter kan I tilføre mere udstyr alt efter, hvilken retning I gerne vil udforske nærmere.

 

Udstyr til bondage

Vil I udforske bondage, er det en god idé at have noget udstyr klar. Udstyret afhænger af, hvad der tænder jer, og hvor blidt I gerne vil starte. Det mest brugte udstyr til bondage er:

  • Blindfold til at binde for øjnene af den submissive
  • Halsbånd til at fiksere og trække den submissive rundt med
  • Reb lavet til bondage-binding og knuder
  • Gag-ball til at komme i munden på den submissive, så det ikke er muligt at tale
  • Håndjern (aka cuffs og manchetter) til at fiksere hænder og/eller ankler til f.eks. en seng

6 Tips til dig, der gerne vil igang med BDSM

Når du kaster dig ud i at udforske denne del af det seksuelle univers, så sørg for, at det er med en partner, som du kender godt, føler dig tryg ved og kan være helt ærlig overfor. Der vil være meget non-verbal kommunikation i rollespil og i leg med smerte og dominans, og derfor kræver det, at I kender hinanden og hinandens signaler ret godt.

Derudover er der nogle punkter, som er gode at vende inden:

  1. Start med en snak om, hvad der tænder jer ved BDSM
  2. Hvilke roller skal I hver især have?
  3. Søg inspiration enten online eller ved at snakke med andre, der har erfaring
  4. Lav jeres egen BDSM-guidelines med en aftale om, hvordan I gerne vil have, det forløber (se også afsnittet herunder med råd til sikkerheden) 
  5. Uanset, om I er to eller flere med i legen, så sørg for, at alle er helt med på, hvad der skal ske, og har lyst til at være med
  6. Start forsigtigt op og giv jer god tid til at mærke og snakke om, hvad der tænder jer og hvad I gerne vil have mere eller mindre af

 

7 gode råd til sikkerhed, når du eksperimenterer med bondage

Sikkerhed er sexet! Og når I kaster jer ud i legen med at binde, så er sikkerhed også super nødvendigt. Her får du 7 gode råd til sikker leg med bondage:

 

1. Spørg - I har snakket forventninger, grænser, guidelines osv., inden I gik i gang - men husk også at spørge ind til din partner under sex. Særligt den, der er bundet, kan blive overvældet af stærke følelser.

2. Snak - Snak sammen om jeres oplevelse efter rusen har lagt sig. Bondage og BDSM kan udløse stærke, dybe og fantastiske følelser, som uanset hvad bør snakkes igennem efter seancen. Det er også her I bliver klogere på hinanden og hvad der var godt/knap så godt.

3. ‘Citron’ - …eller et andet ord, som I kan bruge som safe word. Hav et ord, som I har aftalt på forhånd og fungerer som den ultimative store røde stop-knap, hvis en af jer vil have legen til at stoppe.

4. Husk saksen - Er der bondage-reb eller tape med i jeres leg, så hav altid en saks i nærheden. Er knuden genstridig, eller vil den submissive hurtigt fri, så er saksen jeres redning.

5. Ingen råbåndsknob eller garn - Brug kun originale bondage- og shibari-knuder. De er lavet til formålet, og er nemme at komme ud af - også hvis det skal gå stærkt. Brug også kun reb, cuffs, halsbånd og tape, der er lavet til bondage.

6. Husk to fingre - Så meget afstand skal der altid være mellem materialet, som der bindes med, og huden på den, der bindes. Og det gælder også ved cuffs, reb og alle andre materialer. Bindes der strammere end det, kan det give skader på hud og væv.

7. Hold dig fra halsen - Reb omkring halsen kan være virkelig farligt og er kun for dig, der er super rutineret i bondage. Brug i stedet et halsbånd, der er lavet til formålet. Og husk, at du kun må trække i det forfra - ALDRIG bagfra. Så undgår du at lukke for luftvejene.

 

Hvor finder jeg andre at dyrke BDSM med?

Internettet er din ven. Nettet er en guldgrube, når du skal søge inspiration og ligesindede sexpartnere. Søg f.eks. på:

Online forums for BDSM-interesserede - Her kan du finde inspiration, sextips, gode sexstillinger, partnere og åbne snakke om lige præcis din fetish.

KinkClub og ManiFest Fetish Club Copenhagen - Er eksempler på fysiske klubber for dig, der ønsker at mødes med andre BDSM-interesserede og er både for begyndere og rutinerede. Der findes lignende klubber over resten af landet.

Feeld eller Scor.dk - Sexdating apps, hvor du kan søge efter sexpartnere, der vil udforske samme kinks som dig.