Af Mathilde Vesterherup
Den mørke tordensky
Historier om de første seksuelle oplevelser, florerede blandt mine veninder som et romantisk overgangsritual, der efterlod folk på en lyserød sky. Min krop kunne genkende ordene, om hvordan fingre på huden kunne give gåsehud, og om hvordan hænder på brysterne kunne få kroppen til at sitre. Men skyen der endte med at hænge over mig, var en stor og mørk tordensky, der hamrede sine lyn ned i min bange krop. Hver morgen især. Når min mors mand listede ind ad døren til mit værelse, lagde sig i ske med mig og kærtegnede min krop.
Jeg var 16 år gammel, da min mors mand startede sine overgreb, og han gjorde det ved at udsætte mig for, hvad jeg ved, det er i dag, grooming. At forberede sit bytte ved at manipulere dem til at finde sig i overgreb.
Da det startede fortalte han mig om alle de mænd, han havde dræbt, mens han var udstationeret i Afganistan. Jeg var 16 år, og mine tanker omkring krig, var at min mors mand var på hold med de gode, der kæmpede mod de onde. At man skulle dræbe dem, der levede, tænkte og opførte sig forkert. Jeg fandt hans pistol en dag, ulåst i en kasse, og når jeg tænker tilbage på det, ved jeg, at han lod mig finde den i skabet med vilje. Som et slags bevis på, at han var det gode menneske, der kunne dræbe dem opførte sig forkert.
Og sådan startede jeg med at adlyde i stilhed.
Grooming
At blive udsat for grooming, er en langvarig process, hvor en krænker opbygger en relation til et barn eller en ung, hvor målet er at begå et seksuelt overgreb. Man bliver manipuleret over længere tid, og lidt efter lidt, bliver man tvunget til at overskride sine grænser. Hvad der startede som små episoder, blev langsomt til hverdag. Da min mors mand første gang trådte et lille skridt over min grænse, gjorde han det ved at tilbyde massage, og kysse mig på munden når han kom hjem fra arbejde. Han gjorde det et par gange mens min mor så det, som om han ville overbevise os alle om, at det han gjorde var helt normalt. Jeg følte at jeg burde synes det var rart, og jeg tænkte meget over, at jeg måske burde lære at blive kysset på, nu hvor min egen mor ikke reagerede når hun så det.
Min mors mand begyndte at nusse siden af min bryst under min trøje, når vi sad og så fjernsyn om aftenen. En dag gik han ind på badeværelset, da jeg var i bad, og så på min krop gennem glasvæggen til bruseren. Han startede han med at komme ind til mig om morgenen, hvor jeg blev vækket af hans stive lem, der pressede sig mod min ryg igennem hans bukser. Først var det kun i weekender. Pludselig var det hver dag. Og jeg begyndte at tænke på, om jeg skulle fortælle det til min mor. For jeg følte, at han var hende utro. Med mig. For jeg lod ham jo gøre det.
En dag valgte jeg at fortælle min mor, om da hendes mand, havde fortalt mig om dem han havde dræbt i Afganistan, nok fordi jeg desperat ledte efter en forklaring på hans adfærd. Måske havde han det virkelig svært. Måske havde han brug for hjælp. Min mor sagde at han aldrig havde snakket med hende om det, og jeg kunne se på hendes blik, at hendes følelser ikke var forargelse, eller vrede. Hun følte jalousi. Som var jeg en konkurrent, der var igang med at erobrer hendes mand.
Der gik i alt 1,5 år med overgreb, og det stoppede da han en dag bad mig tage tøjet af. Da han sagde det, var det som om at jeg endelig vågnede fra mit mareridt. Samme aften flygtede jeg fra mit hjem, og jeg vendte aldrig tilbage. Min mor troede ikke på mig, da jeg endelig samlede mod til at fortælle hende, alt hvad han havde gjort. For han havde jo ikke voldtaget mig. Eller rørt mit køn. Så det kunne umuligt være så slemt.
Kommunen bad mig tage imod en undskyldning fra min mors mand, og bad mig om ikke at gå rundt i undertøj i hjemmet mere. For jeg skulle jo ikke friste. I de 3 måneder hvor jeg var hjemløs og måtte kæmpe for at låne en sofa, en campingvogn eller en madras, tvivlede jeg konstant på, om det nu virkelig var så slemt, eller om det var mig, der var for sart. Men jeg vidste, at hvis jeg vendte hjem, så var det et spørgsmål om tid, før han ville manipulere mig til at have sex med ham.
Efterskælv
Mit første møde med sex var blevet besluttet for mig. Jeg var følelseskold og træt, jeg var blevet nedgraderet til et stykke kød, som han kunne spise af når han havde lyst. Mit hovede og min krop hang ikke sammen mere. Jeg kunne ikke forstå, hvordan min krop mærkede kærtegn som noget rart, mens hele mit indre skreg og brændte, som om hans fingre var knive i mit indre.
Noget af det mest dyrebare vi har, var blevet revet ud af mig, misbrugt og smidt på gulvet. Jeg udviklede vulvodyni efter det lange traume, han havde udsat min krop for. Han gjorde det umuligt for mig at have sex, uden at det skulle starte med brændende smerte og minde om hans lyst til mig.
Min mor giftede sig med ham, efter jeg flygtede, og i dag bor han stadigvæk i mit barndomshjem. Jeg deltager ikke i mine bedsteforældre og søskendes fødselsdage, fordi det betyder, at jeg skal være i samme rum som ham. Det knuser mit hjerte, når jeg ser dem grine med ham. Jeg hader, at ofret bliver betragtet som skyldigt, indtil det modsatte er bevist. Jeg hader, at han både har stjålet min krop og min familie. Og jeg hader, at jeg ikke kan få dem til at indse, at vi sidder til bords med en pædofil.
Lys i livet
Jeg har været så knust, at jeg som 20 årig forsøgte at tage mit eget liv, fordi jeg slet ikke kunne se mig ud, af alle de tunge følelser der indvaderede mit sind. Det har været en lang og hård kamp, at nå hertil, hvor jeg er i dag. Det har taget mig 13 år. Denne artikel er første gang jeg fortæller min historie offentligt, jeg har ikke haft modet før, fordi jeg har oplevet massiv victim-blaming. Som om det der skete mod mig, ikke var nok, til at smide ham ud. At en undskyldning, eller et forbud om at gå rundt i undertøj, burde have løst det.
Hvis jeg havde læst det her, tror jeg det havde været en hjælp. Så hvis du kan genkende dig selv i min historie, så skal du vide, at det ikke er din skyld. Ingen andre end dig, kan bestemme hvor din grænse går. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig, at livet på den anden side er nemmere, end at leve med overgreb. Men det kan jeg ikke. Jeg håber at din familie reagerer anderledes end min gjorde, men der er måske ligeså stor risiko for, at det er dig der bliver smidt ud, og ikke din krænker.
Men jeg kan love dig, at det er det hele værd, og jeg ønsker for dig, at du ikke venter i 13 år. Du skal ikke leve dit liv i skjul, for at passe på dem, der skulle have passet på dig. Der er lys for enden af tunnelen, og selvom det ikke altid er det lys vi håber på, så er lys i livet, bedre end tunge tordenskyer.
Det tog mig mange år før jeg stoppede med at skamme mig, og selvom skammen kommer på besøg i ny og næ, insisterer jeg på, at jeg har ret til et godt sexliv. At jeg har ret til at bestemme over min egen krop og lyst. At min krop ikke er hans mere. At jeg vil være min egen kvinde igen, have det trygt i min egen hud, give mig selv seksuelle oplevelser baseret på samtykke, lyst og kærlighed.
Og nu føles det som om, det var i et andet liv. I dag er jeg snart 29 år. Min sorte tunge tordensky er blevet ret lyserød, og jeg svæver rundt på den i ro og tryghed med min kæreste. I dag elsker jeg min krop. Den har overlevet noget utilgiveligt. Lukket min kæreste ind. Båret og født et barn. Jeg giver den lov til at elske sex. Jeg er min egen kvinde. Tryg. Glad. Stolt.
