Tilføj et gratis I CUM FIRST strandhåndklæde til din ordre over 299,-

Use coupon code WELCOME10 for 10% off your first order.

Cart 0

You are 100 kr away from free shipping.

Jeg prøver stadig at navigere i, hvornår jeg er hypoman

Jeg prøver stadig at navigere i, hvornår jeg er hypoman

Tekst af Cecilie. Illustration af Ida Lindbæk.


Det kan være svært at navigere i en hverdag, som er præget af endeløse humørsvingninger, voldsomme opture og dybe depressioner. Det kan i hvert fald føles som meget modgang - synes jeg selv. 

Men at leve med bipolar sindslidelse er mere end bare op- og nedture. Det handler i høj grad også om indsigt, grænser og omsorg - både for andre og for én selv.


Bipolar sindslidelse

Bipolar sindslidelse er kendetegnet ved perioder med forskelligt stemningsleje. Jeg har selv Bipolar Type II, hvor jeg primært oplever perioder med depression, men hvor jeg også oplever hypomanier (en lettere form for mani).


Ved depression er stemningslejet meget lavt, og alting virker håbløst. Ved hypomani er det stik modsat. Humøret er ualmindeligt højt, og man føler, at man kan det hele. Mange med bipolar bliver først sent diagnosticeret, da man sjældent går til læge, fordi man har det ”for godt”. Man begynder ofte med at være i behandling for den depressive del, hvilket (sammen med stigende antal sygdomsperioder) kan styrke hypomanien, og det er ofte først ved kontroltab, at hypomanien bliver opdaget.


Jeg har ikke længere tal på mine perioder med depression, men har nok været i det hypomane 3-4 gange vil jeg tro. Jeg har altid haft tendens til det depressive og de selvkritiske tanker, som ofte hører dertil. Jeg husker, da jeg var lille, at jeg var meget frustreret over hele tiden at være ked af det uden at have nogen grund. Jeg havde ikke oplevet hypomani før jeg begyndte på antidepressiv medicin i slutningen af gymnasiet.


Konstante op- og nedture

I det hypomane er alle mine følelser forstørrede, og alt føles som om, at det går op i en højere enhed. Jeg kan mere, griner mere, synger mere, elsker mere. Jeg er stærk, sjov og dygtig. Jeg er alt det jeg ikke er i depressionen. 


Depressionen hiver mig ned og gør mig kold. Jeg græder meget og føler mig alene. Jeg mister håbet og evnen til at se, at det nogensinde bliver bedre.


Jeg bliver optimistisk i hypomanien. Det hele skal nok gå. Det skal mere end nok gå. Alt er fantastisk og smukt. Mit generelle tempo sættes op, og jeg tænker hurtigere, reagerer hurtigere. Andre er langsomme og kedelige. Der skal ske noget hele tiden.


Når jeg er depressiv, sover jeg mere. Jeg kan ikke tage mig sammen til at lave noget. Jeg kan hverken lave mad, rydde op, eller gå i bad. Mit hår bliver fedtet og jeg føler mig klam og skamfuld over for mine venner og min kæreste. De siger at det er okay, men jeg kan ikke tro dem.


Når jeg er hypomanisk, er jeg så glad, at jeg kunne eksplodere, og jeg brænder for at dele glæden med andre – også selv hvis de ikke vil have det. Jeg bliver eventyrlysten og føler mig let pirret.

Når jeg er depressiv, har jeg ikke så meget overskud til sex, men det er en måde hvorpå jeg føler mig elsket og tæt på min kæreste. Det er noget jeg higer efter – især i depression. Så jeg føler mig nemmere isoleret, fordi jeg ikke har overskud til det intime. Det bliver en ond cirkel.


Når jeg er hypomanisk, er sex en leg. Det er sjovt og spændende. Jeg føler mig ofte utrolig sexet og er klar på det hele – selv hvis det er noget jeg normalt ikke kunne finde på. Jeg afprøver mine grænser. Overskrider dem. Der er ingen konsekvenser når jeg er hypomanisk.


Realiteten af det hypomane

Efter lang tid i depression kan det føles som en befrielse at komme ud og opleve hypomanien. Det forbliver dog sjældent sådan. Tab af kontrol og overskredne grænser er sandheden bag hypomanien, og jeg bliver ofte flov ved tanken om ting, jeg har gjort i den tilstand. Når man føler at der ingen konsekvenser er, udfordrer man livet og krydser grænser. Og det har jeg gjort. 

Jeg har ofte opført mig overmodigt med tanken om, at jeg endelig har fundet mit sande jeg. Denne tanke var især til stede ved min første rigtige hypomani, hvor jeg efter lang tid i depression følte, at jeg havde glemt, hvem jeg virkelig var. Jeg tænkte, at det måske bare var sådan jeg var. Ligeglad med hvad andre tænkte og frisk på det hele.


Jeg er efterhånden blevet god til at kende mine tegn på depression og kan ofte mærke efter, om jeg er depressiv eller helt almindeligt ked af det, men jeg prøver stadig at navigere i, hvornår jeg er hypoman, og hvornår jeg bare har det godt. Dette skaber en masse unødvendige bekymringer, og jeg tænker generelt alt for meget over mine følelser. Må jeg godt kunne lide dette? Er det ok, at jeg er så glad? Eller er jeg ved at blive syg? Jeg har også svært ved at vide, hvilke grænser der er reelle, og dette giver ikke bare anlæg til identitetskrise, men udfordrer også mine nære relationer.


Min kæreste og jeg har været sammen i snart 5 år. Vi har et godt forhold, men mine op-og nedture har været hårde ved os begge. Jeg ved stadig ikke, om jeg var hypoman eller bare vildt glad da jeg først begyndte at date ham. Forelskelse er ofte en stærk oplevelse, som også kan trigge en hypomani. Hypomanisk eller ej, jeg tog i hvert fald nogle chancer, som jeg nok ikke ville gøre nu. På første date hjemme hos ham, havde jeg sagt til mig selv, at der ikke skulle ske noget seksuelt, og jeg havde generelt været ret usikker på om daten overhovedet var en god ide. Jeg tror, jeg havde været der i 2 timer, før jeg uden opfordring lod stropperne på min kjole falde ned over mine skuldre - så kjolen let kunne glide af min krop. Jeg blev hos ham i 24 timer, og vi blev kærester få uger efter. 


Jeg har øjeblikke, hvor jeg kan være taknemmelig for min lidelse. Nogle gange giver den mig et skub til at turde mere, uden at det bliver for meget. Andre gange ønsker jeg den

langt væk. 


Det er for mig mest åbenlyst hårdt i de depressive perioder, hvor jeg føler, at jeg intet kan, og det er også det, som er nemmest for andre at sætte sig ind i. Der er efterhånden en del, der kender til depression, og mange ved også nogenlunde, hvordan de skal forholde sig til det.

Hypomanien kan være lidt sværere at forstå, men den kan være lige så pinefuld som depressionen, og forvirring og manglende indsigt gør det kun værre. 


Min kæreste nævnte engang i en af mine hypomane perioder, at min stigende sexlyst fik ham til at føle sig som, at det var alt, han var der for - at jeg kun kunne bruge ham til sex. Jeg var chokeret og havde svært ved at tro ham. For mig var det en fejring af vores forhold, og en måde hvorpå jeg kunne udtrykke min kærlighed til ham. Fordi ord kunne ikke gøre det. 


I mit hoved, skulle der hele tiden ske noget vigtigt og spændende, og hvorfor ikke også udnytte, at jeg for en gangs skyld følte mig lige så sexet, som han syntes jeg var? Alt den selvtillid, jeg normalt ikke havde, kom buldrende igennem mig, og min kærlighed til ham var så voldsom, at jeg ikke kunne holde på den. Jeg kan huske, at jeg fik at vide af en ven, at jeg ikke stadig kunne forvente samme iver som helt i begyndelsen af vores forhold. Det kunne jeg slet ikke forstå. I mine øjne var vores kærlighed endnu stærkere end nogensinde, og jeg forventede stædigt, at min kæreste havde det på akkurat samme måde. Ja faktisk, kunne jeg slet ikke forstå, at han ikke havde det på samme måde som mig – at alle ikke havde det på helt samme måde som mig. I mine øjne var alle andre uforstående og uretfærdige. Og mine øjne var alt jeg kunne se med.


At finde balancen

I dag er jeg velmedicineret, men har stadig op- og nedture. Det bliver dog hele tiden bedre. 

Jeg plejer at sige, at min seneste depression er den bedste, jeg har haft. For (næsten) hver gang jeg kommer ind i en sygdomsperiode, er den mildere end den forrige. 


Jeg tror, at en stor del af at lære at leve med bipolar sindslidelse er en blanding af god kommunikation, indsigt og accept – både i relation til andre men også til én selv. 

Jeg bliver hele tiden bedre til at navigere i mine humørsvingninger, fordi jeg åbent snakker med

mine venner, familie, og kæreste om ikke bare, hvordan jeg har det, men også om, hvad jeg (og hvad de) har brug for, i tilfælde af op- såvel som nedture. Vi sætter grænser og taler sammen, og deres forståelse og omsorg har hjulpet mig med min accept af diagnosen. 


For der er meget modgang, men der er også meget andet. Jeg kan være spontan, sjov, og kreativ, og jeg har fået en indsigt i mine følelser og en omsorg for både mig selv og andre, som jeg ikke ved, om jeg ville have haft uden min bipolare lidelse. Det er en balancegang mellem to ekstremer, og så længe jeg ikke ryger helt til vejrs eller bunds, gør det ikke noget med lidt variation. 


Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at jeg ikke ville have været lidelsen foruden. Men jeg vil dog sige, at jeg slet ikke ville kunne kende mig selv uden den. Og jeg kan egentlig ret godt lide mig selv. 



Best Sellers

Bestseller
Bestseller