Hvornår ved man egentlig hvad ens seksualitet er? Hvornår bliver man egentlig bevidst om, hvad man tænder på? Og hvorfor skal man kæmpe for at få lov til at være den man er, lige så snart man skiller sig ud fra mængden?
Det er store spørgsmål, og det er nok ikke spørgsmål man kan få et simpelt og konkret svar på. Jeg er overbevist om, at svarene på de spørgsmål er lige så forskellige, som at mennesker er forskellige.
Jeg gik i første klasse, da jeg fandt ud af, at min seksualitet var anderledes end mine jævnaldrendes. Jeg vidste ikke, hvad seksualitet var, men jeg vidste, at jeg skilte mig ud fra mængden
Når folk spurgte, om jeg havde en kæreste eller om jeg var forelsket i nogen fra skolen, svarede jeg nej. Men der var en, som jeg var glad for. Vedkommende skrev jeg ‘kærestebreve’ til og gemte det i min dagbog. Jeg fortalte aldrig nogen, at hende jeg var glad for, var en pige.
Allerede i en tidlig alder gemte jeg min seksualitet væk. I starten gemte jeg den væk, fordi jeg i forvejen blev mobbet med min vægt. Fordi jeg ikke også ville mobbes med min seksualitet. Det havde været nemt for dem, der mobbede mig, at bruge min seksualitet imod mig.
Med tiden handlede det også om at skjule min seksualitet, fordi jeg ikke var klar til at blive mødt af andre menneskers fordomme, og af andres udtalelser om, at det, der skiller sig ud fra mængden, er "forkert.”
Jeg hørte ofte folk sige ting som: ‘Hvorfor skal homoseksuelle vise hele verden, at de er homoer? Jeg går jo ikke og reklamerer med, at jeg er hetero.’ ‘Homoseksuelle overdriver deres seksualitet.’ Og ‘man fejler noget hvis man er homoseksuel.’
Kommentarer som det gjorde, at jeg på ingen måde havde lyst til at stå ved min seksualitet. For ville de mennesker tage afstand fra mig? Ville jeg blive mobbet mere? De følelser og tanker er der nok andre LGBT+ personer, der kan genkende på et eller andet plan.
Jeg vidste, at jeg ikke var heteroseksuel. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg ellers skulle kalde det. Samtidig vidste jeg også, at jeg ikke var syg. Jeg fejlede ikke noget. Det var kæmpestore tanker og beslutninger, jeg skulle gå med alene i en meget tidlig alder. Men for mig var der ingen anden mulighed. Jeg turde ikke andet.
Det var også derfor, at jeg først i slut 20’erne fortalte min omgangskreds, at min seksuelle debut var tidligere, end jeg ellers havde sagt.
Min første rigtige seksuelle debut var med en veninde i begyndelsen af mine teenageår. Men når folk tidligere havde spurgt, fortalte jeg, at min første seksuelle debut var med en fyr. Og at jeg havde sex med ham, da jeg var 18 år. Det var hårdt, at jeg i så mange år ikke følte, at jeg kunne være ærlig, fordi jeg frygtede, hvad det ville have af konsekvenser.
En ting var, at jeg i første klasse fandt ud af, at jeg var biseksuel, men en anden ting var, at jeg i mine sene teenageår fandt ud af, at jeg rent seksuelt tænder på ting, som jeg aldrig hørte folk tale om. Igen følte jeg mig alene. Jeg følte mig ikke stærk nok til at forsvare min seksualitet og seksuelle lyster. Så igen pakkede jeg min seksualitet væk.
Det var først, da jeg blev 28 år og brød ud af et voldeligt forhold, at jeg valgte, at mit liv var for kort til, at jeg skulle leve mit liv i skyggen af mig selv. Og leve efter, hvordan andre synes jeg skal leve. Da jeg blev 28 år ‘sprang jeg ud’ med hele min seksualitet. Da jeg begyndte at stå ved min seksualitet, gik det op for mig, at min seksualitet, alt for længe, har været fyldt med skyld, skam og frygt. Og sådan skal det ikke være. Hverken for mig eller for nogle andre. Vi har alle sammen ret til at være lige præcis dem vi er. Ingen skal fortælle os, hvordan vi burde være.
Derfor vælger jeg at dele min fortælling. Jeg vil bidrage til, at vi skal kunne snakke om sex, uden at skjule hvem vi er. For min erfaring siger mig, at når vi snakker om det, opdager vi, at vi ikke er så alene, og at vi ikke skiller os så meget ud fra mængden som vi går og tror.
Hvis min historie, om at stå ved sig selv og ved sin seksualitet, kan hjælpe bare én anden ud af at leve i skyld, skam og frygt, og i skyggen af sig selv, så giver alting mening for mig.
I dag er jeg i mine 30'ere, og jeg har aldrig følt mig mere hjemme i mig selv, end jeg gør nu. Jeg elsker mennesker. Og skulle man putte et label på mig, vil nogen nok sige, at jeg er panseksuel. Fordi jeg ikke selv har det godt med labels og kasser, identificerer jeg mig som LGBT+ kvinde.
Jeg er stadig overvægtig, men jeg har det godt i min krop og jeg hviler i mig selv. Jeg omfavner min egen seksualitet, og jeg står ved den jeg er. Jeg er stolt af hende, jeg er i dag.
Til dig, der har læst med her. Hvis du undervejs har tænkt: "Det der kan jeg godt genkende.” Hvis du har oplevet at føle skyld, skam og frygt i forbindelse med din seksualitet. Eller hvis du er en overvægtig person og har oplevet at blive valgt blot fordi du er overvægtig. Så vil jeg sige følgende til dig:
Der er en grund til, at du kom til verden.
Der er en grund til, at der kun findes en som dig.
Verden har brug for, at der er præcis en som dig. Du betyder noget.
Lad være med at skamme dig over, hvem du er, hvordan du ser eller hvad din seksualitet er.
Lad være med at leve i skyggen af dig selv, fordi nogle mennesker synes, at du skal passe ind i nogle bestemte kasser.
Vær den du er, og vær stolt af det.
Vær dig. Hele dig!
