Af Victoria Amena Koffi Koberg
Kære læser,
Efter jeg gennemlevede et længerevarende psykisk overgreb som 19- og 20-årig, har jeg haft et kompliceret forhold til sex, intimitet, min krop, og mit udseende generelt.
Min overgrebsmand var den første, jeg havde en længerevarende seksuel relation til. Jeg var seksuelt uerfaren da jeg gav mig hen til ham, især i forhold til ham. Oplevelserne var nye, og derfor nervepirrende, men samtidig euforiske. Med ham oplevede jeg for første gang, at være respekteret og omfavnet i en seksuel sammenhæng - indtil jeg pludselig ikke var det længere.
Efter nogle måneder i relationen var jeg nemlig fuldstændig drænet fysisk og psykisk af den psykiske vold jeg havde oplevet. Jeg var blevet manipuleret med, talt ned til, gaslightet og afvist gennem en så lang periode, at jeg knapt kunne genkende mig selv til sidst. Jeg var udmattet af den emotionelle rutsjebanetur, og var blevet en skrøbelig, desperat og dybt ulykkelig version af mig selv.
Jeg havde udviklet starten på, hvad der senere udviklede sig til generaliseret angst, som jeg blev endeligt diagnosticeret med næsten to år efter, i 2022. Relationen til min overgrebsmand sluttede med, at jeg blev kasseret, da han var færdig med at udnytte mig - ghostet - og smidt ud af hans liv som et stykke skrald.
Efter overgrebet var jeg ikke engang i stand til, at tage imod komplimenter vedrørende mit udseende. Især ordet “lækker”, som jeg blev kaldt ofte og udelukkende af min overgrebsmand under sex, var en trigger, der gjorde mig vred og ekstremt ked af det. Jeg dissocierede næsten, når folk tog stilling til mit udseende, og følte de talte om en helt anden end mig.
Jeg var fyldt op til randen af selvhad, og var overbevist om, at jeg var dum, grim, ulækker og uelskelig. Dette selvhad kom blandt andet til udtryk via katastrofetanker, som jeg i en periode i 2021 forsøgte at dæmpe med selvskade. Jeg var overbevist om, at personer der begærede mig ikke respekterede mig. Folk der lagde an på mig var rovdyr i mine øjne, som ville volde mig skade.
Jeg tog ikke kun afstand fra sex, men også flirteri, og alle situationer hvor jeg potentielt kunne blive seksualiseret. Jeg levede i et konstant alarmberedskab. Det er et traume at have haft lyst til sin overgrebsmand; at have gjort sig sårbar overfor et menneske, der på sigt viser sig, at have været en helt anden, end du troede. Selvom jeg blev udsat for psykisk, og ikke fysisk eller seksualiseret vold, bliver samtykke stadig en smule sløret i helingsprocessen. Hvor meget kontrol havde jeg egentlig over, hvad der foregik, når jeg blev udnyttet så groft samtidig?
Psykisk vold sætter dybe spor. I dag, næsten tre år efter overgrebet, er jeg endnu ikke begyndt hverken at date eller have sex. Jeg kan tage imod komplimenter, og jeg kan flirte. Jeg fejrer de små sejre. Når jeg tænker på, at være sammen med et andet menneske seksuelt, er jeg oftest nysgerrig, og fuld af håb og lyst. Andre gange, sjældent efterhånden, er der en stemme i mit hoved som skriger, at jeg skal holde mig væk og beskytte mig selv.
Jeg er bange for at føle mig dehumaniseret og objektificeret igen. Jeg er bange for, at åbne op, og opdage at jeg ikke formår at sætte grænser, på trods af mine mange måneder i terapi. Jeg er samtidig lige så bange for, ikke at være åben for nye oplevelser. Jeg er bange for at udelukke det gode, fine og givende seksuel intimitet også kan være - som jeg dog endnu ikke føler jeg har oplevet til fulde.
Jeg prøver at gøre plads til begge stemmer, og begge versioner af mig selv; den nysgerrige, og den overbeskyttende, uden skam. Den ene stemme forsøger at passe på mig, den anden søger nydelse, og prøver at udfordre mig. Begge stemmer er nødvendige og valide. Begge stemmer er mine, og vil mig det godt. Jeg giver samtidig mig selv friheden til, både at sørge og være nostalgisk, når jeg tænker tilbage på de seksuelle oplevelser med min overgrebsmand.
Jeg anerkender både min vrede og min sårbarhed, og alt derimellem. Jeg er i balance. Jeg har nu ressourcerne til, ikke at slå mig selv oveni hovedet længere. Jeg lært den dygtigste og sejeste terapeut at kende, er på medicin, og har indset, at intet er vigtigere end at passe på mig selv.
Stemmen der før konstant skreg, at jeg var dum, grim og ulækker, er nu blot en stille hvisken, som jeg hurtigt kan omfavne, og derefter destruere. Jeg har tilgivet mig selv. Jeg giver mig hen til tålmodighed, og selvkærlighed, som dog er en evig og svær proces - men det hele værd. Jeg er lettet.
Til den 19-årige og 20-årige Victoria, og dig, der har brug for at høre det: dine traumer og behov er valide. Altid. Det er okay ikke at have sex med andre mennesker, uanset årsag. Sex med dig selv er også, naturligvis, sex! Omsorg og respekt er aldrig noget, du skal gøre dig fortjent til. Du fortjener uendelig, ubetinget kærlighed, både fra andre mennesker, og vigtigst, fra dig selv.
Jeg elsker dig mere end du ved
Kh.,
Din Vic
Kære læser,
Efter jeg gennemlevede et længerevarende psykisk overgreb som 19- og 20-årig, har jeg haft et kompliceret forhold til sex, intimitet, min krop, og mit udseende generelt.
Min overgrebsmand var den første, jeg havde en længerevarende seksuel relation til. Jeg var seksuelt uerfaren da jeg gav mig hen til ham, især i forhold til ham. Oplevelserne var nye, og derfor nervepirrende, men samtidig euforiske. Med ham oplevede jeg for første gang, at være respekteret og omfavnet i en seksuel sammenhæng - indtil jeg pludselig ikke var det længere.
Efter nogle måneder i relationen var jeg nemlig fuldstændig drænet fysisk og psykisk af den psykiske vold jeg havde oplevet. Jeg var blevet manipuleret med, talt ned til, gaslightet og afvist gennem en så lang periode, at jeg knapt kunne genkende mig selv til sidst. Jeg var udmattet af den emotionelle rutsjebanetur, og var blevet en skrøbelig, desperat og dybt ulykkelig version af mig selv.
Jeg havde udviklet starten på, hvad der senere udviklede sig til generaliseret angst, som jeg blev endeligt diagnosticeret med næsten to år efter, i 2022. Relationen til min overgrebsmand sluttede med, at jeg blev kasseret, da han var færdig med at udnytte mig - ghostet - og smidt ud af hans liv som et stykke skrald.
Efter overgrebet var jeg ikke engang i stand til, at tage imod komplimenter vedrørende mit udseende. Især ordet “lækker”, som jeg blev kaldt ofte og udelukkende af min overgrebsmand under sex, var en trigger, der gjorde mig vred og ekstremt ked af det. Jeg dissocierede næsten, når folk tog stilling til mit udseende, og følte de talte om en helt anden end mig.
Jeg var fyldt op til randen af selvhad, og var overbevist om, at jeg var dum, grim, ulækker og uelskelig. Dette selvhad kom blandt andet til udtryk via katastrofetanker, som jeg i en periode i 2021 forsøgte at dæmpe med selvskade. Jeg var overbevist om, at personer der begærede mig ikke respekterede mig. Folk der lagde an på mig var rovdyr i mine øjne, som ville volde mig skade.
Jeg tog ikke kun afstand fra sex, men også flirteri, og alle situationer hvor jeg potentielt kunne blive seksualiseret. Jeg levede i et konstant alarmberedskab. Det er et traume at have haft lyst til sin overgrebsmand; at have gjort sig sårbar overfor et menneske, der på sigt viser sig, at have været en helt anden, end du troede. Selvom jeg blev udsat for psykisk, og ikke fysisk eller seksualiseret vold, bliver samtykke stadig en smule sløret i helingsprocessen. Hvor meget kontrol havde jeg egentlig over, hvad der foregik, når jeg blev udnyttet så groft samtidig?
Psykisk vold sætter dybe spor. I dag, næsten tre år efter overgrebet, er jeg endnu ikke begyndt hverken at date eller have sex. Jeg kan tage imod komplimenter, og jeg kan flirte. Jeg fejrer de små sejre. Når jeg tænker på, at være sammen med et andet menneske seksuelt, er jeg oftest nysgerrig, og fuld af håb og lyst. Andre gange, sjældent efterhånden, er der en stemme i mit hoved som skriger, at jeg skal holde mig væk og beskytte mig selv.
Jeg er bange for at føle mig dehumaniseret og objektificeret igen. Jeg er bange for, at åbne op, og opdage at jeg ikke formår at sætte grænser, på trods af mine mange måneder i terapi. Jeg er samtidig lige så bange for, ikke at være åben for nye oplevelser. Jeg er bange for at udelukke det gode, fine og givende seksuel intimitet også kan være - som jeg dog endnu ikke føler jeg har oplevet til fulde.
Jeg prøver at gøre plads til begge stemmer, og begge versioner af mig selv; den nysgerrige, og den overbeskyttende, uden skam. Den ene stemme forsøger at passe på mig, den anden søger nydelse, og prøver at udfordre mig. Begge stemmer er nødvendige og valide. Begge stemmer er mine, og vil mig det godt. Jeg giver samtidig mig selv friheden til, både at sørge og være nostalgisk, når jeg tænker tilbage på de seksuelle oplevelser med min overgrebsmand.
Jeg anerkender både min vrede og min sårbarhed, og alt derimellem. Jeg er i balance. Jeg har nu ressourcerne til, ikke at slå mig selv oveni hovedet længere. Jeg lært den dygtigste og sejeste terapeut at kende, er på medicin, og har indset, at intet er vigtigere end at passe på mig selv.
Stemmen der før konstant skreg, at jeg var dum, grim og ulækker, er nu blot en stille hvisken, som jeg hurtigt kan omfavne, og derefter destruere. Jeg har tilgivet mig selv. Jeg giver mig hen til tålmodighed, og selvkærlighed, som dog er en evig og svær proces - men det hele værd. Jeg er lettet.
Til den 19-årige og 20-årige Victoria, og dig, der har brug for at høre det: dine traumer og behov er valide. Altid. Det er okay ikke at have sex med andre mennesker, uanset årsag. Sex med dig selv er også, naturligvis, sex! Omsorg og respekt er aldrig noget, du skal gøre dig fortjent til. Du fortjener uendelig, ubetinget kærlighed, både fra andre mennesker, og vigtigst, fra dig selv.
Jeg elsker dig mere end du ved
Kh.,
Din Vic
