Når spiseforstyrrelsen rasede, var sex en kæmpe udfordring. Det har været nedprioriteret, til tider umuligt at udføre. Ganske enkelt fordi min psyke ikke kunne overskue det, og fordi jeg fysisk var lukket helt ned.
Ortoreksi
Jeg har været i fokuseret recovery for ortoreksi med bulimiske og anorektiske tendenser i næsten et år nu. Ortoreksi er når sundhed bliver usundt; altså mentalt opslugende og, i mit tilfælde, farligt for min krop. Min hverdag bestod af træning, kalorietælning, måltidsplanlægning, madregler og angst.
Man kan læse online at spiseforstyrrelser giver ”lav sexlyst”, men ikke mere uddybende end det. Og spiseforstyrrelser er skyld i meget mere end lav sexlyst. De giver seksuel frustration, kropslig desorientering og det er umuligt at navigere rundt i sin lyst - det er nemmere bare at lukke den ned.
Krop og hoved
Jeg har gennem alle mine år i spiseforstyrrelsens klør haft en kæreste, den samme kæreste. Så derfor har sex været en naturlig del af hverdagen. Især fordi vi har været unge og hormonerne har været på sit højeste. Men for mig ændrede det sig, da jeg så for alvor blev spiseforstyrret. Mens alle andre havde travlt med at udforske deres seksualitet, svandt min mere og mere ind. Jeg kunne ikke være til stede i selve akten, og jeg havde ganske enkelt ikke lyst. Jeg havde ikke engang lyst til at have lyst. Jeg synes faktisk at sex var ret ulækkert. Det mindede mig om noget jeg slet ikke tog stilling til; kroppen og dens signaler.
For mig kræver sex, at jeg kan være i nuet. Men jeg var så vant til at leve i mit hoved, og jeg havde lært at afkoble det fra min krop fuldstændig. Jeg kunne ikke mærke mine lyster eller mine grænser, for jeg havde lært mig selv ikke at være til stede lige nu og her. Jeg kunne ikke rumme at tage stilling til hvordan jeg rent faktisk havde det. Jeg kunne ikke holde ud hvis jeg skulle mærke min krop – eller kigge på den for den sags skyld.
Spiseforstyrrelser og kropsdysmorfi følges ofte ad. Jeg kunne ikke udstå min krop. Jeg kunne ikke holde ud, at min kæreste skulle kigge på mig med begær. Jeg kunne simpelthen ikke se hvad han så. Hvis vi så endelig havde sex, så var mit hoved et helt andet sted; ”ej min mave ser så tyk ud nu”, ”jeg burde helt sikkert tage på, så mine bryster bliver større”, ”okay, så hvis vi har sex nu, betyder det at vi ikke behøver igen inden for det næste stykke tid”.
Modsatrettede tanker, altid i et limbo og en evig indre diskussion. Og hvis ikke det var fordi jeg var fuldstændig mentalt fraværende, så var jeg altid træt. Jeg orkede ikke. Jeg frøs. Jeg var dødsangst. Alle mulige ting, der skyllede ind over mig, lige så snart stemningen lagde op til seksuelt samvær. Jeg. Magtede. Ikke. Jeg havde ikke ressourcerne til at gå derhen, i et intimt og levende rum. Mit liv foregik ikke der. Det var alt for sårbart.
Et låst bækken og pubertet vol. 2
Jeg var også altid syg. Forkølet, noget med maven eller noget tredje. Jeg udviklede IBS (irritabel-tyktarm) som respons på et for højt protein-indtag og for højt stressniveau. Heller ikke noget, der ligefrem hjælper på lysten til sex – eller at vise sig frem nøgen – når man render rundt med oppustet mave. Mit østrogenniveau var for lavt, min menstruation udeblev som resultat af for meget bevægelse og for lavt kalorieindtag. Min krop lukkede langsomt ned.
Jeg havde voldsomme halebenssmerter, som jeg ihærdigt forsøgte at slippe af med gennem fysioterapi og kiropraktik. Jeg havde rygsmerter. Jeg havde ondt i hoften. Hver gang vi forsøgte med sex, gjorde det ondt. Først i halebenet, efterfølgende en sviende, stikkende smerte langs kønslæberne. Læge. Gynækolog. Specialist. ”Vulvodyni” sagde de. ”Nå”, tænkte jeg. Med en følelse af afklaring og en lille glæde over at det ikke var min spiseforstyrrelse der var skyld i smerterne. Hver gang vi forsøgte med den mindste berøring, gjorde det ondt. Jeg blev fortvivlet. Følte at min kvindelighed var ødelagt. Jeg havde ikke menstruation, jeg kunne ikke have sex, jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke fungere.
Da jeg så begynde i recovery for min spiseforstyrrelse, tog jeg samtidig fat i en urogynækolog (en gynækolog med særligt fokus på udredning og behandling af sygdomme i vulva, red.). Hun undersøgte mig, hørte min historie, masserede, gav mig øvelser og jeg fulgte troligt hendes ord. ”Jeg havde ikke tilbudt dig hjælp, hvis ikke du havde været klar til at få den”, sagde hun. ”Okay, alternativt”, tænkte jeg.
Jeg var der 3 gange. Mine halebenssmerter gennem 4 år forsvandt. Den sviende fornemmelse ved berøring forsvandt. Min krop åbnede ganske langsomt op igen. At mit bækken låste sig og gav smerter i haleben og hofte, var en forsvarsmekanisme. Jeg var ikke i stand til at passe på mig selv, så min krop forsøgte at gøre det for mig. Hvis ikke jeg havde været mentalt klar til at åbne op, ville dét at ”åbne” mit bækken være umuligt.
Jeg dyrkede yoga, praktiserede en masse solo-sex, læste erotiske noveller, begyndte at kigge på min kæreste med nye øjne. Langsomt, mens mine hormoner stabiliserede sig, kom min menstruation igen. Det var en kæmpe milepæl for mig. Jeg vidste at det var herfra, at livets udfoldelse foregik. Jeg øvede mig på at trække vejret. Mine vejrtrækningsmuskler havde været så spændte, fordi jeg kun trak vejret helt overfladisk, lige akkurat for at overleve. Jeg mærkede langsomt min krop og min spirende seksualitet. Jeg skulle igennem puberteten vol. 2. Jeg skulle lære mig selv, mine grænser og mine lyster at kende igen. Hvem er jeg uden en spiseforstyrrelse? Hvordan er min seksualitet? Hvad kan jeg lide? Og hvordan er min cyklus?
Jeg har måtte lære at lytte til min krop og dens signaler på ny. Jeg har måtte lære hvad sex er for en størrelse, hvad det er for mig, vigtigheden af det og hvordan det skal fungere. Jeg har lært hvad nydelse er, både seksuelt men også i forbindelse med mad og socialt samvær. Jeg har lært hvor tæt krop og psyke hænger sammen, og hvor vigtigt det er at mærke hvad kroppen prøver at fortælle en. Jeg har stadigvæk perioder hvor min sexlyst er enormt influeret af mit psykiske ståsted, som de fleste andre vil jeg mene. Men nu ved jeg, at det ikke skyldes at min krop er i alarmberedskab. Det skyldes ikke en psyke, der er på randen til at krakelere. Det skyldes helt, almindeligt, hverdagstrummerum. Og det er fandme dejligt.
–S
