Af Hülya Vandborg

 

De famøse to lyserøde streger talte deres eget tydelige sprog. En lillebitte spire var i gang med at vokse sig til en baby i min mave. En ægte baby! Jeg kunne allerede mærke ganske små forandringer på min krop og var forberedt på, at det nok snart ville blive langt mere markant. Brysterne var lidt ømme, og jeg var så træt hele tiden, at ingen lur i verden kunne kvikke mig op. Men jeg var lykkelig, og det var han også. Vi skulle være forældre, og jeg glædede mig allerede til at gå rundt med en stor, rund mave.

En gravid kvinde er noget af det smukkeste
Jeg var sikker på, at jeg ville føle mig både smuk og sexet, når maven begyndte at vokse sig større. I mine øjne er en gravid kvinde noget af det smukkeste, og jeg har hørt hvordan mænd nærmest forguder deres gravide kærester. Jeg har også hørt hvordan kvinder mister sexlysten under graviditeten, mens manden frustreret har måtte vente, til hun var tilbage i sin “gamle krop”. (Hvem har i øvrigt fundet på at omtale efterfødselskroppen på den måde… Som om den nogensinde bliver det samme igen efter at have båret på et lille menneske - og hvorfor skulle den også det?)

Jeg var forberedt på, at min krop ville blive forandret, og det var faktisk helt okay, fordi jeg vidste, hvilken vanvittig proces den skulle til at gennemgå. Det er kun naturligt, at det sætter sine spor. Jeg var bare lykkelig for, at mit høje sexdrive umiddelbart var upåvirket af de første måneders ekstreme træthed og kvalme. Bevares, selv vandet fra bruseren skulle helst ikke nærme sig mine ulideligt ømme brystvorter, men lysten til intimitet og sex var heldigvis ikke forduftet.

Det var den desværre hos ham. Hans libido havde altid været mindre end min, men det var som om, at alene tanken om den lillebitte baby i min mave satte en endegyldig stopper for hans lyst til voksenleg. Var det mig, der var blevet mindre attraktiv? Tændte han ikke på mig længere? Min krop? Så forandret var den jo heller ikke endnu, så det gav ingen mening at lede efter forklaringen der, men så irrationel kan man jo være, når hormonerne har overtaget styringen.

Det føltes uendeligt ensomt
De der hormoner kan virkelig spille en et puds. Og gøre noget ved ens følsomhed over for afvisninger. Det var faktisk som om, at alle følelser blev intensiveret hundredefold. Det har selvfølgelig også sin charme på en eller anden måde, men frustrationerne over den gravide krops enorme sult efter nærvær, kropskontakt og forløsning, som ikke imødekommes bliver også blæst helt ud af proportioner. Det føltes uendeligt ensomt. At stå i sin fantastiske følelse af at være noget særligt og ikke blive set for det. Og endnu mere ensomt ikke at kunne spejle sig i lignende historier fra andre kvinder. Jeg synes generelt, vi taler for lidt om, når kvindens lyst overstiger mandens, og det er ærgerligt for alle dem, der helt sikkert står i samme situation. I mit tilfælde steg sexlysten helt ekstremt i de sidste måneder af graviditeten, og jeg skal lige love for, at det er problematisk, når ens partner ikke er tunet ind i samme spor.

Efter fødslen stod jeg i en helt ny situation igen. En helt ny og forandret krop, som både føltes anderledes og så anderledes ud. Den var blødere end nogensinde før, og det havde jeg lidt svært ved. Jeg har altid haft en flad mave og faste bryster og numse. Nu var maven mere rund, og brysterne voksede sig lynhurtigt kæmpestore og ammeparate. Jeg vidste jo godt, at de nok ville blive en del mere slatne, når de ikke længere var fyldt til bristepunktet med mælk. Hvordan finder man egentlig tilbage til det helt nære, intime rum, når det har været pænt lukket og låst under hele graviditeten? Havde hans syn på mig ændret sig, efter han havde set mig føde? Havde mit eget? Og kunne det overhovedet være sexet med de gigantiske mælkekasser, som selvfølgelig også lækkede af og til? Og når vi i øvrigt aldrig var 100% alene fra den dag, jeg havde født. Fra nu af var der altid en baby i nærheden, som vi måtte lære at abstrahere fra, hvis vi skulle genoptage det der sexliv, som efterhånden føltes som en meget fjern bekendt. 

Jeg har sluttet fred med de ting jeg kunne ønske anderledes
Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan vi skulle finde hinanden igen, selvom min forandrede krop i virkeligheden ikke ændrede på min lyst til det. Måske er det lidt atypisk for kvinder, som jo har ry for at være ret selvbevidste og holde sig tilbage, når den kropslige selvtillid ikke er i top.

Jeg føler mig enormt heldig, idet min sexlyst aldrig har ladet sig påvirke af kropslige komplekser. For naturligvis har jeg også masser af dem. Jeg har blot lært, at mit eget blik sjældent afspejler virkeligheden, som andre ser den, og jeg har omsider sluttet fred med de småting, som jeg af og til kunne ønske anderledes. De er en del af mig og viser, hvad min krop har gennemgået af forandringer hele livet, og min erfaring siger mig, at de fleste mænd ser den gravide krop og morkroppen med nogle helt andre briller, end vi selv gør. 

Hormonelle forandringer kan vi desværre aldrig være herre over, men hvis lysten er intakt, så own it <3