Af Emilie Fabrin

Den 9. februar 2018 ændrede synet af to små, røde streger på en graviditetstest hele mit liv. Fra det øjeblik var min krop ikke bare min egen, den tilhørte også et lille foster inde i mig, jeg stadig ikke kendte. Det ændrede faktisk alting. Det ændrede mine madvaner og søvnrutiner, det ændrede mine hormoner og mit humør, det ændrede min fysiske formåen. Og så ændrede det den seksuelle dynamik i min og min kærestes forhold, og mit eget forhold til min seksualitet, først til det værre, eller i hvert fald til det mere komplicerede, og så til det bedre.

Umuligt at slappe af
Min sexlyst forsvandt som dug for solen i det sekund, en sædcelle befrugtede et æg i min krop, og sådan fortsatte det nærmest hele min graviditet (og lang tid efter, lets be honest). Jeg havde meget sjældent lyst til at have sex med mig selv, eller til at have sex med min kæreste, hvilket var virkelig svært for os begge to. Men jeg havde bare. ikke. lyst. Når vi endelig havde sex, bekymrede jeg mig om irrationelle ting, som at min kærestes pik kunne skubbe til barnet og på en eller anden måde lave rod i graviditeten i min livmoder, eller at råmælk som en snotagtig masse ville slubre fra mine bryster og ned på min kærestes brystkasse under en ridetur.

Det gjorde det nærmest umuligt at slappe af og nyde samlejet, og det gjorde min lyst til sex endnu mere forsvindende lille. Under min graviditet havde min krop ændret sig, den så anderledes ud, den føltes anderledes, både indeni og udenpå, og jeg tror særligt det blev tydeligt for mig i seksuelle sammenhænge, at alting føltes underligt og på en måde ukomfortabelt.

I løbet af min graviditet og i tiden efter fødslen, havde jeg egentlig en stor omsorg for min runde, bløde, voksende, og derefter blødende, mælkeproducerende og svedende krop. Jeg var stolt af den, og hvad den udrettede helt af sig selv. Men jeg havde virkelig svært ved at forene den med den seksuelle side af mig, det var som om det ikke rigtig passede sammen. Min seksualitet blev pakket ned i en skotøjsæske og lagt ind under en seng.

Da mit ældste barn blev seks måneder, stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest igen. Jeg har lyst til at skrive, at vi nærmest ikke havde nået at have sex endnu, før jeg var gravid igen, men nogen form for penetrerende sex må vi jo have haft, siden sædcelle og æg atter formerede sig i mig. Tiden med bittesmå børn var for mig, og er det i en vis grad stadig, en enormt fysisk krævende periode. Ikke på den muskelmasseopbyggende måde, men på den ”hvis-flere-kræver-mere-af-min-krop-i-dag-kaster-jeg-op” agtige måde. Jeg havde et barn på mig mere eller mindre konstant hele døgnet. Hvis ikke jeg ammede, blev jeg klatret på, sovet på eller siddet på. Og når jeg så endelig, sent på aftenen, vendte ryggen til et sovende barn i en bedside crip, med en stadig fugtig brystvorte fremme, kiggede jeg ind i et par spørgende øjne, der hungrede efter fysisk kontakt og at mærke mig. Det var forståeligt, min kærestes kærlighedssprog er fysisk kontakt, og hans beholder var konstant rungende tom. Det var ærligt og kærligt, men det gjorde mig næsten syg og klaustrofobisk.

Touched out
Jeg kan huske første gang, jeg hørte udtrykket ”touched out”, som beskriver netop dét, at føle sig overstimuleret og overvældet af nærmest konstante berøringer. Jeg havde lyst til at græde ved følelsen af genkendelse, og af at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan; det var ”en ting”. Og den var reel og i orden. Men føj, den var svær. Jeg blev frarøvet min egen fornemmelse af at have brug for fysisk kontakt, og min lyst til at være sammen intimt, fordi min kæreste altid kom mig i forkøbet, og fordi mine børn havde overfyldt min beholder hele dagen. Nogle oversætter det at være ”touched out” til at få spat, og selvom oversættelsen er lidt besynderlig, er den ikke helt forkert. Jeg kunne få helt spat, eller fniller, hvis nogen bare indledede til et kram. Jeg kom til at overskride mine grænser, fordi jeg følte, at min familie havde førsteret over min krop, og at det var vigtigere, at deres behov blev opfyldt, end at mine grænser blev sat. Det var virkelig svært for mig at navigere i. Hvornår nok var nok, og jeg kunne typisk først mærke det, efter det var alt for sent.

Kærlige grænser
Som mine børn blev større og mere selvstændige, og som mit behov for at have min krop for mig selv efterhånden skreg højere, end min stædige 3-årige nogensinde har formået, voksede lysten til at støve skotøjsæsken af og finde mig selv seksuelt igen. Jeg oplevede, at jo flere grænser jeg fik sat, kærlige grænser, både overfor børn og kæreste, jo mere fik jeg lov til at mærke mig selv og min lyst, og det havde en stor selvforstærkende virkning for mig. Jeg kan tydeligt huske min kæmpestore optur, da jeg for første gang, i noget der føltes som et halvt liv tænkte ”fuck, jeg har lyst til at knalde i dag”. Jeg købte min første ægte, gode vibrator som ultimativ selvforkælelse, og fik lyst til at onanere igen, hvilket gav mig en god ejerfornemmelse over min krop og min seksualitet. Jeg havde brug for at vinde den tilbage, før jeg kunne tilbyde den ordentligt til min kæreste.

Jeg fik langsomt overført den omsorg, jeg havde haft for min gravide, fødende, efterfødselskrop, til min nye krop, og jeg fik lyst til at gøre mig ekstra umage, for at den krop skulle have lækker sex fyldt med gode grænser og grådige orgasmer. Jeg lærte, at det at sætte grænser betød rigtig meget for at min egen seksualitet kunne vokse og blomstre, og at det resulterede i endnu bedre sex, når jeg faktisk havde det, fordi jeg virkelig havde lyst og var ”hudsulten”.

Mest af alt vil jeg sige, at det har krævet tid. Tid og tålmodighed, og det har været en rejse, jeg skulle på alene. Det har krævet tid til at lande i rollen som mor, med alt hvad det indebærer. Tid til at lande i min nye krop, tid til at genfinde mig selv seksuelt og tid til at forene den omsorgsfulde, pædagogiske mor, med hende der godt kan lide en hård, flad hånd mod svedige balder. De kan nemlig sagtens sameksistere i den perfekte symbiose, der er mig.